Fællesskab
Morgensamling
Skolen har morgensamling hver dag. Det er en af grundpillerne i vores skole. Her synger vi og fortæller om alle mulige emner. Morgensamlingen styrker fællesskabet, den store elev har en lille makker. Alle lærer herved hinanden at kende.
På skift forestår lærerne morgensamlingen. Læreren beslutter suverænt, hvad hun/han bidrager med. Det tilstræbes også, at elever kommer på banen, når de har noget at fremvise – eller noget på hjerte. Målet er at skabe rum for, at alle får en fornemmelse af at høre til i elevflokken. Tegn på dette er, at også de yngste har mod til at efterlyse glemte sager eller »optræde«.
Nærvær og fællesskab
Makkerordning
Alle elever på skolen har en stor eller en lille makker.
De sidder sammen til morgensamlingen. Alle lærer herved hurtigt hinandens navne og de små, nye elever opbygger et tillidsforhold til de »store«. På den måde bliver der skabt blivende bånd eleverne imellem, som er stærkt medvirkende til at forhindre mobning og skabe et trygt miljø.
Familiegrupper
Alle elever er inddelt i familiegrupper med en elev repræsenteret fra hver klassetrin. Grupperne bliver brugt i hverdagen, på lejrskole og til rengøring. Det styrker fællesskabet på tværs, og de store lærer at tage ansvar for de små – og de små lærer af de store.
Fælles lejrskole
For at sikre elevernes trivsel og sociale sammenhold har skolen valgt at investere i at sende eleverne på lejrskole. Vores erfaring er, at det er med til at opbygge sociale bånd eleverne imellem – og styrke lærer/elev forholdet ligeledes.
Hvert andet år tager vi på en fælles lejrskole for hele skolen. Vi bytter skole med en anden friskole et par dage og ser på de seværdigheder, som er i netop det område.
I 8. årgang er eleverne på en »adventure«-tur, som de selv har sparet op til.
I 9. årgang er eleverne på en »kultur/sprog« – Denne tur finansieres over skolepengene.